Hvordan bruger du filosofi i dit arbejde?
Jeg lever af folks følelser og har en uvidenskabelig teori om, at al økonomi udspringer af følelser: Folk vil ses, høres, bo, giftes, holde fest, larme, spise, drikke, høre musik og være sammen med andre mennesker. Mit arbejde består i at skabe og iscenesætte de steder, hvor folk søger hen for at udfolde sig. Mit arbejde kræver derfor en forståelse for dynamikken i menneskelige relationer for at kunne skabe optimale rammer for liv og derfor forstå begreber som følelser, værdier, passion. Kort sagt, hvad det vil sige at være menneske. 
  • Filosofien tør tænke tanker og ændrer derved verden, fordi den muliggør et andet blik: Det kunne være anderledes.” 

Hvad har særligt inspireret dig fra den filosofiske tradition?
Filosofien har et kompromisløst forhold til sandheden og deler dermed slogan med Ekstra Bladet: “Tør, hvor andre tier”. Filosofien tør tænke tanker og ændrer derved verden, fordi den muliggør et andet blik: Det kunne være anderledes.
Hvorfor vil du anbefale andre at læse filosofi og økonomi?
Jeg vil anbefale FLØK, fordi studiet forsøger at forstå, forklare og udfordre sammenhængen mellem økonomi og filosofi. Eller sagt igen med min uvidenskabelige påstand: Følelser producerer økonomi, og økonomi producerer følelser. Vi er sociale og realiseres i det sociale. Vi kigger på andre, tiltrækkes og frastødes, arbejder og forbruger for at blive den, vi gerne vil være.